Reduktion af PFAS

Alle taler om PFAS for tiden, men hvad kan man gøre ved problemet? De fleste historier handler om nye fund af stofferne og usikkerheden om risikoen for miljø og sundhed. Men der er også løsninger at hente! 

I Krüger arbejder vi både med teknologier til at reducere PFAS forurening i jord og til at afbøde påvirkningen af drikkevand og vandmiljø.

PFAS er en fællesbetegnelse for en gruppe af stoffer - poly- og perfluorerede stoffer. PFAS er menneskeskabt og anvendt i vid udstrækning siden 1940’erne til alt fra stegepander til gulvtæpper. Stofferne er persistente, og kan dermed ikke nedbrydes i naturen.

Eftersom stofferne ikke kan nedbrydes i naturen, vil en forurening fx efter en brandøvelse med tiden ende i grundvandet, hvis ikke jorden oprenses.

Metoder til at reducere PFAS i drikkevand

Der findes over 4.000 stoffer, hvoraf 12 er reguleret i dansk lovgivning (jvf. Drikkevandsbekendtgørelsen). Fire af disse stoffer (PFOS, PFOA, PFNA og PFHxS) er yderligere reguleret til maksimalt 2 nanogram pr. liter drikkevand samlet. Disse fire PFAS-forbindelser er fundet i 65 danske drikkevandsboringer, hvoraf 38 er over grænseværdien. 

De mest lovende rensemetoder er kulfiltrering (GAC eller µGAC), ionbytter (med resiner) og membranfiltrering (NF eller RO). Fælles for metoderne er, at deres effektivitet afhænger af grundvandet/drikkevandets øvrige sammensætning af salte, mineraler, organisk stof og evt. andre miljøfremmede stoffer.

Derfor anbefaler vi, at det konkrete vand analyseres nærmere, f.eks. ved test, for at kunne designe det rette anlæg. 

Vi tilbyder både teknologi og rådgivning i forhold til at reducere PFAS  drikkevand. 

Resultater fra test
Et pilotforsøg er en mindre udgave af et fuldskalaanlæg, som anvendes til at teste en rensemetode på en mindre delstrøm af vandet.

Pilotforsøget kan udføres, mens vandværket er i drift enten på det rene drikkevand eller på råvandet evt. som decentral rensning direkte ved boringen. På den måde behandles kun det vand, der er berørt af PFAS og dermed en bedre udnyttelse af fx. et kulfilter. 

Vi kan desuden hjælpe med at reducere PFAS fra drikkevand ved at designe og levere fuldskalaanlæg. 

PFAS i Spildevand

PFAS i spildevand kommer fra perkolat fra affaldsdepoter, industrier og husholdninger. Da det ikke fjernes biologisk i renseanlægget, findes det i udløbet fra renseanlæg og i slam fra renseanlæg. 

Det er et område i udvikling, som vi bidrager aktivt til ved at undersøge hvilke metoder, der er mest effektive til at reducere PFAS fra spildevandet. 

Vi kan tilbyde at udføre en kortlægning af renseanlæggets belastning ved at måle i indløb, udløb og slam for på den måde at hjælpe med at opspore kilderne til PFAS-forureningen. 

Oprensning af PFAS-forurening i jord

Af et notat fra Regionernes Videncenter for Miljø og Ressourcer fremgår det, at der er udtaget prøver for PFAS på knap 1.100 lokaliteter i Danmark. På 82 pct. af disse lokaliteter påvises der et eller flere PFAS-stoffer. Dermed er problemet med PFAS i Danmark langt større end hidtil antaget.

Metoden til at oprense PFAS er en termisk konduktiv oprensningsteknologi. Det er en oprensningsmetode, hvor man installerer elektriske varmelegemer i den forurenede jord, som varmes op til omkring 350 grader. Under opvarmningen fordampes nogle af stofferne, mens andre nedbrydes. Stofferne opsamles og opkoncentreres på medier som eksempelvis aktivt kul, der skal bortskaffes til en modtager, der er godkendt til at håndtere PFAS.

Teknikken er ikke svær at opskalere fra test til fuldskala, og ofte sker det med et endnu bedre resultat. Metoden udgør derfor et alternativ til at grave jorden og køre den bort på lastbiler til ekstern behandling. Samtidigt forhindrer en oprensning af kildeforureningen i jorden, at værdifulde grundvandsressourcer trues eller skal renses i årevis.

Dokumenterede forsøg har reduceret høje koncentrationer
Vi har i flere forsøg bevist, at vi kan oprense selv høje koncentrationer PFAS-forurening fra jord. I disse tests har vi oprenset PFAS- koncentrationer på op til 200 mg/kg jord, heraf PFOS på 100 mg/kg til under detektionsgrænsen (mindre end 5ug/kg) og med markant lavere energiforbrug end ved forbrænding.