Medarbejdere skaber juleglæde for 53 udsatte børn

Ønsketræet 2025 hero 2

Hos os er julen ikke kun en tid for hygge og samvær – det er også en tid, hvor vores medarbejdere gør en forskel for udsatte børn. I år har kollegaer fra flere af vores kontorer købt 53 julegaver til børn gennem Rotary initiativet Ønsketræet. Det er en lille indsats med en stor betydning for børn i familier, hvor økonomien er stram.

Julemad, kalendergaver, nissevenner og pakker. Julen kan være ekstra svær for de familier, som ikke har råd til at give deres børn det, mange andre børn tager for givet i december. Vi er derfor meget glade for at give en hjælpende hånd ved at købe julegaver til børn, som måske ellers ikke ville få en julegave i år. Det sker gennem et samarbejde med Rotarys Ønsketræ.

Initiativet om et Ønsketræ blev startet af en af vores medarbejdere i 2017, og siden har vi holdt traditionen i live. Selvom deltagelsen er helt frivillig, er det en tradition, som mange medarbejdere værdsætter højt – og ønskerne bliver revet væk, så snart der åbnes for at deltage.

"At se gaveønskerne blive revet væk - næsten som var det  kampen om at få mandlen i risalamanden - er noget der luner mit hjerte. Selv efter 8 år er der stadig stor interesse fra mine dejlige kollegaer, som vil være med til at give en gave til de mange udsatte børnefamilier", siger Bo Hansen, der har taget initiativ til Ønsketræet hos Krüger, der er en del af Veolia. 

Rekordstort behov

Igen i år er der sat en kedelig rekord for ansøgninger til julehjælp. Blå Kors har fået knap 2.000 flere ansøgere end sidste år - et år, der  også satte rekord - og ser man på de sidste fem år, er behovet næsten tredoblet.

"Det er fantastisk at se, hvordan vores medarbejdere år efter år engagerer sig i at skabe juleglæde for børn, der virkelig har brug for det. Dette initiativ afspejler de værdier, vi står for som arbejdsplads – at tage ansvar og gøre en positiv forskel i de samfund, vi er en del af”, udtaler HR direktør Pia Frank Warming.

I år går gaverne til børn gennem organisationerne Næstehjælperne, Grønlandske børn og Grundtvigskirken. Gaverne overrækkes den 17. december, hvor Rotary henter de indpakkede gaver, som derefter bliver givet til børnene ved arrangementer, som organisationerne står for.

Fakta om Ønsketræet

  • Det første Ønsketræet blev sat op i Lyngby Storcenter i 2003
  • Krüger var den første danske virksomhed til at få et Ønsketræ
  • Rotary finder modtagerne af julegaverne blandt deres projekter

Sådan foregår det

Udsatte børn skriver 2 juleønsker og angiver deres fornavn og alder, så det er nemmere at ramme plet med fx. tøj, ligesom navnet gør gaven mere personlig. Ønskerne bliver sat ind i et ark, som medarbejderne kan vælge fra, hvorefter de køber gaven, pakker den ind og lægger den under træet. Rotary henter alle gaverne og deler dem ud til organisationerne, der typisk holder et arrangement, hvor gaverne deles ud til børnene.