Aarhus’ største vandværk får nyt beholderanlæg med fokus på drikkevandssikkerhed og klimasikring

Rendering: AFRY Architects Denmark A/S

Billede: AFRY Architects Denmark A/S

Veolia har vundet opgaven med at levere en ny beholderbygning komplet med rentvandsbeholdere, udpumpning og skyllepumper til Stavtrupværket som led i Aarhus Vands tiltag for at klima- og fremtidssikre vandforsyningen til byen.

En stor del af vandet til Aarhus By produceres på Stavtrupværket, som er fra 1942. I dag har værket en eksternt beliggende drikkevandsbeholder i beton på 2.200 m3 og en mindre betonbeholder på 690 m3 internt i vandværksbygningen.

For at sikre fremtidens vandforsyning til byen ønskede Aarhus Vand at forny visse dele af værket for at opnå en drikkevandssikkerhed, der lever op til nutidens standarder for produktion af drikkevand. Samtidig var der et ønske om at klimatilpasse Stavtrupværket, så værkets fremtidige drift påvirkes mindst muligt af øgede udefrakommende vandmængder fra den nærliggende Brabrand Sø.

Vores rolle

I Veolia er vi meget stolte over at have vundet opgaven i fællesskab med Arkil, der totalentreprenør og AFRY, der er arkitekt på projektet.

Med udgangspunkt i vores store viden om vandanlæg bidrager vi til at projektere og levere maskininstallationer og maskin-el-installationer. Desuden står vi for funktions- og styringsbeskrivelse og komplet CE-mærkning og dokumentationspakke (for proces- og maskin-anlægget).

Drikkevandssikkerhed i centrum

Lige fra start har der fra Aarhus Vands side været stort fokus på drikkevandssikkerheden, hvilket er et emne, vi aktivt understøtter som vandteknologieksperter. Der bliver bl.a. nedsat en gruppe for at sikre og koordinere den mest drikkevandssikre måde at gennemføre projektet på lige fra detailprojektering til byggeri og idriftsætning af det færdige byggeri og procesanlæg.

Kontrakten blev underskrevet i slutningen af maj måned, og vi er godt i gang med detailprojekteringen.

Vil du være blandt de første til at høre det seneste? 

Tilmeld dig vores mailingliste, og modtag nyheder om teknologier, invitationer til webinarer og andre faglige events i din indbakke.