Mød Thomas Sønnichsen: “Jeg måtte bare arbejde her”

Nogle gange kan man bare ikke lade være med at søge et job. Sådan havde Thomas det, da han for sin daværende arbejdsplads havde lavet et projekt sammen med Krüger på et odenseansk renseanlæg. Da der efterfølgende dukkede et job op som maskiningeniør hos Krüger, var der ingen tvivl om, at det skulle Thomas have:

Jeg syntes, at folkene fra Krüger var helt vildt professionelle og samarbejdsorienterede, og så arbejdede de med spildevand og energi, som interesserede mig meget. Da jeg i 1992 så, at Krüger søgte en maskiningeniør, måtte jeg simpelthen søge jobbet.

Der er nu gået 32 år, og Thomas har ikke set sig tilbage siden. 

En tydelig karrierevej

I dag er Thomas teamleder for maskin-teamet i Forsyning Vest med base i Aarhus og Aalborg. Her har han fokus på ledelse, processer og ressourcer i teamet.

“Jeg sørger for motivation og oplæring af medarbejdere i teamet. Den faglige og personlige udvikling er vigtig for mig, så der er synlige karriereveje.”

Thomas har selv udviklet sig i løbet af sin tid i Krüger:

“Jeg har haft flere forskellige funktioner i min tid i Krüger. Da jeg startede i 1992, var jeg projektingeniør, hvorefter jeg blev projektleder. I 2006 blev jeg udnævnt til Produktchef for vores slamafdeling Biosolids, da vores moderselskab Veolia havde købt et firma, der kunne levere slamtørringsteknologi. Inden da havde jeg været på Veolias Discovery Program, hvor jeg fik øjnene op for, hvor mange muligheder der er i vores moderselskab. Det internationale tiltrak mig, og da Biosolids var en international afdeling, var det en god mulighed for mig.”

Thomas blev senere udnævnt til Viceafdelingschef i Biosolids´, og tog i den forbindelse en lederuddannelse. I 2013 vendte han tilbage til det danske marked og blev projektchef i Spildevand Vest. I dag er han teamleder for 10 maskinmestre og -ingeniører i Forsyning Vest. 


Hvordan bruger du din faglighed som maskiningeniør? 

“Jeg anvender min faglighed og i høj grad min erfaring som maskiningeniør, når jeg indgår i sparring med mine kolleger i mit eget team såvel som udenfor mit eget team i forbindelse med projekt- og tilbudsarbejde - vi arbejder nemlig meget tværfagligt i Krüger”

“Jeg var projektleder på det store projekt Billund BioRefinery, også kaldet Fremtidens renseanlæg, som var et virkelig spændende. Projektet gik ud på bedre spildevandsbehandling og at udnytte spildevandets energiindhold i kombination med organisk affald. Vi viste, hvordan det var muligt at få langt mere energi ud af slam og det organiske affald, så her kombinerede jeg min faglighed som maskiningeniør med min erfaring inden for slam og evner til at få folk til at arbejde godt sammen.”

Selvom jeg har rundet mit 30 års jubilæum, har jeg faktisk ikke oplevet mange ens arbejdsdage. Hver dag byder stadig på nye opgaver og udfordringer, og det er noget af det, der motiverer mig i mit arbejde: at jeg stadig udvikler mig fagligt. Dette skyldes bl.a., at Krüger følger med udviklingen i branchen, og på mange områder er vi pionerer.


Stor fleksibilitet og faglig sparring 

“Det høje faglige niveau er vigtigt for mig. Jeg har nogle virkelig dygtige medarbejdere og kolleager, som brænder for det, de laver.”

“Derudover sætter jeg stor pris på den høje grad af fleksibilitet, vi har i Krüger. Vi er her for at løse vores kunders udfordringer, så i vores afdeling er vi meget ude hos kunder, og der går vi tit en ekstra mil for at løse problemet. Men så kan man møde senere en anden dag eller gå tidligere.”

“Heldigvis har vi også mulighed for at arbejde hjemme. Det fungerer bedst for mig at komme på kontoret, men der er flere i mit team med små børn, hvor det kan have stor betydning at kunne arbejde hjemme. Det hele skal hænge sammen.”

Renseanlæg
Fremtidens renseanlæg, Billund BioRefinery, bygger på nyudvikling og en kombination af teknologier, som er unik på verdensplan. Det omfatter bedre spildevandsbehandling og udnyttelse af spildevandets energiindhold i kombination med organisk affald.