Første spadestik blev taget den 17. september til den omfattende modernisering af Mosede Renseanlæg i Greve Kommune. Krüger er valgt som rådgiver på dette vigtige projekt for KLAR Forsyning, der skal sikre effektiv spildevandsrensning og minimere miljøpåvirkningen. Efter renoveringen vil Mosede Renseanlæg have øget kapaciteten fra 60.000 til 75.000 PE og rense bedre for kvælstof og fosfor.
Når Mosede Renseanlæg står færdigt i 2027, vil det have de bedste renseteknologier og en gennemtænkt integration med lokalområdet. Projektet vil være et forbillede på, hvordan man kan rense store flows i bynære omgivelser, uden at naboerne oplever gener.
“Vi har glædet os meget til det første officielle spadestik på Mosede Renseanlæg. Renseanlægget ligger midt i et boligkvarter og er bygget på gammel mosejord. Det har gjort planlægningen særligt kompleks, men også rigtig spændende. Hvordan kan et renseanlæg blive en god nabo? Det skal vi arbejde med her på Mosede Renseanlæg, hvor tung infrastruktur omdannes til en rekreativ park. Vi ser frem til at byde offentligheden indenfor på det nye anlæg i 2027”, udtaler Jesper Koziara, teknisk direktør i KLAR.
Projektchef Stig Lorentsen fra Krügers følger op: “Vi er glade for at bringe vores viden og erfaring i spil på dette omfattende projekt, der vil have stor betydning for vandmiljøet i Køge Bugt, fremtidens krav og for lokalområdet." Stig fortsætter:
Projektet vil levere en række konkrete forbedringer som optimeret spildevandsrensning ved at rense bedre for kvælstof og fosfor, ligesom vi implementerer avanceret bundbeluftning, forbedret slambehandling, reducerer lugtgener gennem intelligent overdækning og integrerer de grønne områder for offentligheden
- Stig Lorentsen, Projektchef i Krüger
Leverancer
Konkret skal det eksisterende biologiske renseanlæg udbygges til at møde fremtidens rensekrav for en belastning på 0-2000 m3/h med ny bundbeluftning, omrører, overdækning med sedum og luftbehandling. Derudover skal der etableres ny regnvandsbehandling til tilløbsflow og ny slamafvandingsbygning plus en modtagestation og containere.
Grønne tiltag
Som miljøvirksomhed er det vigtigt at sikre, at moderniseringen ikke blot forbedrer anlæggets effektivitet, men også minimerer dets miljømæssige fodaftryk. Mosede Renseanlæg skifter fx til bundbeluftning, hvilket er et mere energieffektivt system, samtidig med at der er brug for færre kemikalier i renseprocessen. Således vil det nye anlæg udlede mindre CO2 og lattergas.
Derudover vil der komme græsbeklædte tage på spildevandstankene, hvilket understøtter biodiversitet og reducerer lugtgener, ligesom det optager regnvand.
Tidslinje
Spadestik foretaget september 2024
Projektet forventes afsluttet 2027
Projekt og udførelse
Projekteringen er udført i tæt samarbejde mellem KLAR Forsyning, Gottlieb Paludan Architects og Krüger.
For udførelse af projektet samarbejder vi med firmaerne MT Højgaard og Aquagain Folding Smed.