Neutraliseringsanlæg får fabrik til at overholde miljøkrav

Virksomheden Oscar på Sydsjælland producerer bouillon i pasta- og granulatform. Spildevandet fra produktionen har en pH mellem 3-3,5 pH. Udledningskrav til pH i spildevandet skal have en pH-værdi større end 6,5, hvorfor pH i spildevandet skal justeres. 


Spildevandet fra produktionen pumpes til neutraliseringsanlægget, der er placeret i en container. Når pH i spildevandet overholder udlederkravet, afledes det til det lokale renseanlæg.

På et døgn bliver der udledt ca. 30-50 m3 spildevand gennem neutraliseringsanlægget. Anlægget kan køre enten som batch eller kontinuerlig drift via en 1.000 liters blandetank. pH måles inde i tanken og på udløbet i bunden af tanken. Spildevandet fra blandetanken udledes, når pH er over 6,5.

– Vi bruger kun den nødvendige mængde base for at reducere driftsomkostningene mest muligt - først ved en grov-dossering og derefter ved fin-dossering. På den måde rammer vi den ønskede pH-værdi, siger Tom Jørgensen, der er projektleder hos Krüger.

 

Alle pH-værdier kan dokumenteres

To gange i døgnet kommer der i forbindelse med rengøring på virksomheden så store mængder spildevand til blandetanken, at
man ikke kan køre batch-vis. I stedet køres kontinuerligt drift, så man undgår de pauser, der normalt er i neutralisering af spildevandet.

– Det er dog ikke noget problem i dette tilfælde, da spildevandet fra rengøringen har en normal pH værdi på omkring 7, da det primært er vand, der er brugt til at skylle tanke rene med. Men vi sender det alligevel igennem systemet, så alle værdier kan fremvises for myndighederne, siger Tom Jørgensen.

Neutraliseringsanlægget er koblet på en pc med et SCADA-system, der logger alle målte værdier. Pc’en har indbygget alarmsystem, så der bliver sendt en alarm, hvis eksempelvis en pH-måler ikke giver signaler. Systemet måler bl.a. flow, mængder og temperaturer, og det hele vises på en graf, som Oscar, Krüger og de kommunale myndigheder har adgang til online. Krüger har stået for projektering og projektledelse samt levering af maskin- og eludstyr.

– Vi har sat alarmsystemet sådan op, at Oscars tekniker får en sms på sin mobiltelefon med en besked, hvis en alarm er gået. På den måde kan driftsfolkene straks reagere og sørge for hurtig indsats, siger Tom Jørgensen.

– Vi er meget tilfredse, for vi overholder miljøkravene uden problemer og det hele kører automatisk, så der er ikke ekstra driftudfordringer i forbindelse med neutraliseringen af spildevandet, siger Troels Jørgensen, der er teknisk chef hos Oscar.
 

Industri
Vi leverer vandbehandlingsanlæg og løsninger til de særlige udfordringer, som de forskellige brancher har. Vi har løsninger til alt fra egen vandforsyning og procesvand til spildevandsrensning og genanvendelse af vand. Og desuden udfører vi rensning af vandsystemer.
Kontakt
Projektudvikler
M: 5213 0413
E: [email protected]