Carix blødgøringsteknologi blødgør vandet i Køge

KLAR Forsyning har valgt den kemikaliefri Carix* teknologi fra Veolia til deres nye vandværk.
Carix tanke leveres på nyt vandværk i Køge

Veolia har indgået aftale med KLAR Forsyning om at levere et nyt CARIX-anlæg, der skal sikre blødgjort drikkevand til forsyningens kunder. Projektet demonstrerer, hvordan innovative teknologier skaber værdi for både forsyninger, forbrugere og miljøet.

KLAR Forsyning, der leverer drikkevand til Køge, har meget hårdt vand (21°dH), og deres råvand er karakteriseret ved et højt natriumindhold. Carix var derfor et oplagt valg, da de skulle vælge blødgøringsteknologi, så hårdheden reduceres til 14°dH.

“Vi har ikke en kæmpe organisation til at drifte anlæggene, så det var en vigtig faktor, at CARIX anlægget er fuldautomatisk. Når det står færdigt, skal vi kun bruge få timer om ugen på drift, og vores driftsorganisation skal ikke have en større specialviden for at drifte anlægget.”
Rie Refslund, projektleder hos KLAR Forsyning

Om teknologien

I modsætning til traditionelle metoder tilføjer Carix ikke kemikalier til vandet – kun CO2, som genbruges fra industrielle processer. Det betyder, at vandets natriumindhold ikke øges, hvilket er en væsentlig fordel på især dette projekt.

En yderligere gevinst ved central blødgøring af vandet er øget forsyningssikkerhed. Med et fuldautomatiseret anlæg, der bliver tilset af fagfolk i forsyningen undgås de mange decentrale blødgøringsanlæg hos den enkelte forbruger, som ikke nødvendigvis har den fornødne indsigt til at drifte det.

Med mindre kalk i vandet øger KLAR Forsyning komforten i hjemmene, samtidig med at de bidrager til længere levetid på installationer og et reduceret behov for rengøringsmidler.

"Den reelle gevinst ligger hos forbrugerne. Det er vigtigt for os, at vi ender med at levere vand i høj kvalitet, at vores kunder mærker, at der er en forskel med det blødgjorte vand, og at de ikke skal afkalke så hyppigt, skifte vaskemaskinen ud etc.", fremhæver Rie Refslund.

“Vi sætter pris på tilliden fra KLAR Forsyning ved at vælge vores blødgøringsteknologi. Alle aktører i projektet - Bygherre, Niras, Gottlieb Paludan Architects, CC Brun Entreprise - har et fortrinligt samarbejde, som vi glæder os meget til at fortsætte, indtil vi medio 2027 kan aflevere det nye anlæg og sende blødgjort vand ud til forbrugerne.” 
Jørgen Chr. Iversen, Projektleder i Veolia

 

Projektet følger tidsplanen

Maj 2026 nåede vi en vigtig milepæl, da teknologien sikkert blev transporteret fra vores kollegaer i Tyskland til Køge.

Således er 4 store Carix ionbyttere, 1 regenereringstank, 2 CO2 afgassertårne og en mindre nikkelfjernelsestank nu på plads på vandværket. Tankene, der måler op til 4 meter i diameter, er 7 meter i højde og vejer op til 12 tons hver, blev flyttet ind i det nye vandværk på blot et par timer.