Et nyt slambehandlingsanlæg fjerner lugtgener og sørger for korrekt behandling af septisk slam og fedt fra slamsugere på Måløv Renseanlæg.
Med et nyt modtageanlæg kombineret med en vaskepresse får Novafos, som Måløv Renseanlæg hører under, langt bedre styr på, hvad der kommer ind på deres renseanlæg. En yderligere gevinst er, at lugtgener forsvinder. Krüger har i november 2019 leveret det nye anlæg, der er bemandingsløs og fuldautomatisk med fjernovervågning.
- Hidtil har slamsugerne aflæsset direkte foran vores renseanlægs riste, og vi har ikke haft styr på, hvad de læsser af. Det får vi nu, hvor vi får sorteret sten og skidt fra, inden slam og fedt sendes igennem renseanlægget. På den måde renser vi bedre og sikrer vores pumper mod al for hurtigt slid, siger Søren Præstiin, der er teamleder hos Novafos.
Med rent fedt i tanken reduceres driftstop
Modtageanlægget gør samtidig, at man får det rene fedt på rådnetanken, som er godt for gasproduktionen, og slipper for fedt i renseanlægget. Dermed får anlægget også styrket økonomien, da fedtet tidligere har resulteret i mange driftstop.
- Sidste sommer fik vi driftstop og måtte skifte pumper flere gange pga. sten. Det er dyrt i både teknik og mandetimer, og samtidig ønsker vi at bruge vores ansatte til noget andet end at bakse med pumper. Det er også en forbedring af arbejdsmiljøet, at folk ikke skal ind og skille pumper ad hver måned, siger Søren Præstiin.
Naboer slipper for lugten
En anden stor fordel er, at man slipper for lugtgenerne. Der har været mange klager fra naboer til det eksisterende anlæg over dårlig lugt, men ved at få det hele sorteret og samtidig bygge det nye anlæg længere væk fra bebyggelse, forventer man at være ude over det problem.
- Det er generelt en udfordring for renseanlæggene, at de ikke kender indholdet af det, slamsugerne aflæsser. Krügers løsning er en simpel og effektiv modtagelse af det, der kommer ind, siger Pia Rousing Holmark, der er projektleder hos Krüger.
Anlægget fylder ikke ret meget, og det kan indbygges i såvel eksisterende bygninger, som udendørs anlæg, som containerløsning eller f.eks. på en trailer. Det fås i flere størrelser med kapaciteter helt op til 300 m3 per time.
Fakta
Novafos har fået en kombineret version af et modtageanlæg, så det kan behandle både septisk slam og fedt. Det består af en perforeret vasketromle med 10 mm åbning, der er placeret i en let stigende position. Det septiske slam pumpes ind i den lave ende af vasketromlen, hvorefter tromlen begynder at rotere samtidig med, at spulevand tilføres for at adskille ristestof og slam og for at renholde tromlens overflade. Det septiske slam løber herefter ud igennem hullerne og bliver ledt videre i renseanlægget til hhv. fedtfang og sandfang. Tromlen tilbageholder de store partikler og transporterer dem opad for til sidst at laste materialet ned i en vaskepresse. Der bliver ristestoffet vasket og presset, inden det ledes til en container. Modtageanlægget er produceret af firmaet HUBER RoFAS.