FLORA letter arbejdet med afløbsmodeller

Kalundborg Forsyning er et af de forsyningsselskaber, der benytter Krügers FLORA-database til at lette arbejdet med afløbsmodeller og opdateringen af dem.


FLORA databasen udgør bindeleddet mellem forsyningsselskabernes database – den såkaldte DANDAS-database - og deres afløbsmodel. Når Kalundborg Forsynings medarbejdere opstiller en ny afløbsmodel, sørger FLORA-softwaren for, at der er entydighed mellem DANDAS-databasen og den opstillede model. Samtidig holder FLORA styr på forskellige model-versioner og scenarier.

- FLORA giver os bedre overblik og optimerer vores arbejdsgange. Når vi tidligere byggede en ny afløbsmodel, kunne det være svært at styre og dokumentere ændringerne i vores database. Men når vores ansatte nu for eksempel tager ud og laver opmålinger af ændringer i rørføringen, kan de komme tilbage til kontoret og straks lægge det ind i FLORA databasen. FLORA sørger så for, at både DANDAS-databasen og afløbsmodellen bliver opdateret og i overensstemmelse med hinanden, siger projektleder Bart van der Sprong fra Kalundborg Forsyning.

Afløbsmodellerne opstilles i FLORA-databasen med udgangspunkt i DANDAS-databasen. Alle yderligere data, som er nødvendige for at skabe en afløbsmodel i Mike Urban*, registreres også i FLORA sammen med information om kilden til oplysningerne.

Oftest er det projektingeniører, der arbejder med modellering, som har glæde af FLORA. I forsyningsselskabernes database er der informationer om ledningsnet, knuder, bygværker, pumpestationer - herunder eksempelvis alder og tilstand. Opbygningen af en Mike Urban-model foregår som regel ved, at man laver et udtræk fra DANDAS-databasen. Herefter foretager man rettelser, tilpasninger og tilføjelser til de oprindelige data for at få en færdig Mike Urban-model. Når nogen skal bruge en model, benytter de FLORA, der skaber en afløbsmodel. Så ved man, hvad der er med, og hvad der ikke er.

- Vi kan bruge FLORA til at vise forskellige scenarier. Du kan vælge scenarie 1, 2 eller 3 og så får du dem frem, så du kan arbejde med de forskellige modeller. Du kan også få en reduceret model og arbejde med den, siger Bart van der Sprong.

 

Et tryk på en knap

- Hidtil har du opdateret i DANDAS-databasen og har samtidig skullet gøre det samme manuelt i din afløbsmodel. Det dobbeltarbejde fjerner FLORA ved at gå ind som et lag mellem de to og sikre reproducerbarhed og dokumentation. FLORA sørger for, at en opdatering af DANDAS-databasen nemmere bliver implementeret i de aktuelle scenariemodeller. FLORA indeholder en procedure, som er målrettet at få opdateringen til at ske gnidningsfrit, siger projektleder Alex Torpenholt Jørgensen fra Krüger.

FLORA fortæller medarbejderen, hvad der er opdateret siden sidst, og så kan han selv beslutte om det skal med over i afløbsmodellen eller ej. Softwaren gør det nemmere at bringe sin model up to date og sparer samtidig rigtig meget tid, da information kun skal opdateres et sted.

- Vores software er samtidig GIS integreret, så du kan arbejde i dit GIS program og der rettes automatisk i FLORA databasen. Hvis du fx ønsker en større dimension af en ledning, kan du taste det ind i GIS programmet, som FLORA så straks retter til. Det er en afgørende forskel i forhold til andet software, og det gør det nemmere at få visualiseret sine rettelser, siger Alex Torpenholt Jørgensen. 

Kontakt
Projektleder, Afløb
M: 6037 0743
E: [email protected]

Krügers modellører har udviklet FLORA i dialog med potentielle brugere. De selskaber, der bruger det, inviteres med til et årligt brugerseminar, der er en slags modelfagligt forum. Her udveksler man erfaringer og har mulighed for at påvirke den fremtidige udvikling af produktet. 

Afløb og regnvand
Herning Vand har sammen med Krüger opbygget en helt ny afløbsmodel i databaseværktøjet FLORA for oplandet til Herning Renseanlæg. Flora giver bedre dokumentation og større overblik.