Formålet med projektet er at undersøge, hvad der sker med bakterierne, når driften af anlægget ændres. Potentialet er blandt andet bedre rensning, mindre kemikalie og energiforbrug, færre udgifter til slamhåndtering samt øget biogasproduktion.
Aktuel forskning viser, at bakteriekulturer på biologiske renseanlæg og i rådnetanke kun udgøres af relativt få arter, hvorved de fremstår langt mindre komplekse - og lettere at analysere - end hidtil antaget. Samtidig viser det sig, at bakteriesammensætningen på forskellige anlæg, men med samme procesdesign i høj grad ligner hinanden. Begge dele er godt nyt for forsyninger, der søger et supplement til analyser af vandkvalitet som grundlag for driftsoptimeringer.
Formålet med projektet er at etablere nyudviklede hurtigmetoder til analyser af bakteriekulturer (HAT eller High Throughput Amplicon Sequencing) og stille dem til rådighed for forsyninger og rådgivere. Teknologien har potentiale til at mindske kemikalie- og energiforbruget på renseanlæggene samt til at mindske deres udgifter til slamhåndtering. Derudover kan den bidrage til at forbedre gasproduktionen fra rådnetanke.
Tid og økonomi
Projektet strækker sig over perioden januar 2013-december 2014.
Budgettet er på 2.300.000 kr.
Vandsektorens Teknologiudviklingsfond bidrager med 1.450.000 kr., mens projektets deltagere finansierer resten.
Deltagere
Aalborg Universitet, Aalborg Forsyning, Kloak A/S, Viborg Spildevand A/S, Hjørring Vandselskab og Krüger A/S