Fremtidens Drikkevandsforsyning

Udviklingsprojektet giver et samlet bud på løsninger af drikkevandssektorens udfordringer og støtter dansk teknologieksport.

Fyrtårnsprojektet Fremtidens Drikkevandsforsyning er det hidtil største udviklingsprojekt inden for dansk vandforsyning og er tænkt som et samlet bud på at håndtere de udfordringer, som forsyninger og virksomheder i branchen står overfor. Udfordringerne er blandt andet at effektivisere drift, fastholde og øge forsyningssikkerhed og vandkvalitet samt at gøre det på en måde, så miljø og kilde belastes mindst muligt. Ved at samle løsninger på en række problemstillinger kan projektet fremstå som et dansk fyrtårn for drikkevand og dermed bidrage til at styrke dansk teknologieksport.

Projektet er organiseret i to arbejdsgrupper, ROSAVAND og AQUATARIUM, der udfører i alt otte arbejdspakker med temaer som styring, realtidstolkning, renovering, forurening mv. Krüger deltager i Arbejdspakke 2 under arbejdsgruppen ROSAVAND (Ressource Optimeret Sikker og Automatiseret VANDforsyning), hvor formålet er at udvikle software til intelligent realtidstolkning af vandkvalitetsmålinger med henblik på at optimere energiforbrug, drift og forsyningssikkerhed.

Kontakt
Markedschef
M: 2171 5194
E: [email protected]

Tid og økonomi

Fremtidens Vandforsyning gennemføres i perioden 2013-2015. 
Budgettet er på samlet 21.000.000 kr., hvortil Miljøministeriets Program for Grøn Teknologi og Vandsektorens Teknologiudviklingsfond bidrager med 13.000.000 kr., mens deltagerne finansierer resten.

Projektets deltagere

Alectia, Danmarks Teknikske Universitet (DTU), Grontmij, HEED Diagnostics, HOFOR, Krüger, Ringkøbing-Skjern Forsyning, Silhorko, VandCenterSyd og Aarhus Vand.