Stimulering af de biologiske processer med sporstoffer er en helt ny indgangsvinkel til optimering af vandrensningen. Projektet undersøger i hvilken grad de biologiske processer i vandværksfiltre kan forbedres ved tilsætning af de rette sporminaler. Projektets resultater forventes at kunne forbedre driftsstabiliteten af de biologiske processer i eksisterende vandværksfiltre samtidig med, at behandlingskapaciteten øges.
På størstedelen af danske vandværker er biologiske processer centrale for vandbehandlingsprocessen og rentvandskvaliteten. Historisk set har driften af værkerne taget udgangspunkt i en meget overordnet forståelse af de biologiske processer, og har i høj grad været baseret på tommelfingerregler og driftserfaringer. Udbredelsen af de DNA-baserede analyseteknikker har i de senere år givet os en meget mere detaljeret indsigt i biologiske processer og en bedre forståelse af det dynamiske samspil mellem biologi og drift.
Forskningsprojektet DW Biofilter har bl.a. vist, at biomassens aktivitet er meget ujævnt fordelt i vandværkernes sandfiltre, hvilket i sagens natur har stor betydning for processernes evne til at optage driftsvariationer. Det har ydermere vist sig at være uhyre vigtigt at sondre mellem kapacitet og affinitet. Bakterierne i et sandfilter kan besidde evnen til at omsætte store mængder ammonium, men samtidig fungere dårligt ved lave koncentrationer. Dette kan i praksis betyde at vandværkerne kan have problemer med at overholde de lave kravværdier for f.eks. ammonium trods en ellers betydelig biologisk aktivitet og omsætning.
Typisk vil problemerne imidlertid ikke udmøntes i systematisk overskridelse af kravværdien, men i højere grad betyde at "driftsvinduet" indsnævres. Et mindre "driftsvindue" kan resultere i periodisk forringet vandkvalitet og indsnævre handlerummet i forbindelse med vedligeholdelsesarbejder eller ekstreme forsyningsituationer.
Laboratorieforsøg indikerer, at det er muligt at øge biomassens kapacitet og affinitet ved at tilføre de rette mikronæringsstoffer. Det er kendetegnende for mikronæringsstofferne, at de ikke i sig selv giver et grundlag for vækst og at de virker fremmende på den mikrobiologiske aktivitet allerede ved lave koncentrationer. Projektet vil primært fokusere på biologisk omsætning af ammonium, opløst organisk stof samt evt. biologisk jernfjernelse.
Tid og økonomi
Projektet gennemføres i perioden januar 2015 - april 2017.
Budgettet er på 1,76 mio. kr., hvor VTU fonden bidrager med 1,16 mio. kr., mens projektets deltagere finansierer resten.
Projektets deltagere
DTU Miljø, Esbjerg Forsyning A/S, Strandhuse Nr. Bjert Vandværk og Krüger A/S.
Læs mere
Du kan læse mere om projektet her: