Innovativ overvågning og rensning af regnvand udvikles i nyt MUDP-projekt

KOM-BAT projektet vil levere løsninger til at rense regnvand effektivt på begrænset plads, overvåge udledninger præcist og levere pålidelige data til miljøbeskyttelse.

Flere danske forsyninger er udfordret på kapaciteten i kloaksystemet. Kombineret med stigende klimaforandringer og ekstreme vejrhændelser er der behov for bedre muligheder for at håndtere regnvandsudledninger. Det vil et nyt MUDP projekt udvikle.

Krüger deltager i dette MUDP-projekt, KOM-BAT, der har sat sig for at nytænke håndteringen af regnvand i Danmark og give forsyningsselskaber og myndigheder et præcist og opdateret billede af regnvandsudledninger.

Formålet er at komme med nye løsninger, så forsyningerne kan rense regnvand effektivt og på begrænset plads. Derudover vil projektet give mulighed for, at man kan overvåge udledningerne præcist og levere pålidelige data til miljøbeskyttelse.
 


Udvikling af nye tiltag til at rense regnvand 

Projektets hovedformål er at: 
 - Etablere og udføre operationel overvågning af nye BAT-renseteknologier
 - Udvikle og demonstrere software-sensor til kontinuert måling og rapportering af regnvandsudledninger 
 - Demonstrere effektiviteten af to nye BAT-løsninger som alternativ til pladskrævende våde, åbne bassiner

Konkret vil parterne udvikle:
1. Avancerede modeller til at beskrive BAT-løsningers rensegrad. Modellerne omfatter definition af måleprogram og opstilling af matematiske modeller
2. En banebrydende software-sensor til monitorering af regnvandsbassiner skal:
  - Muliggøre kontinuerlig måling af udvalgte stoffer i regnvand
  - Integreres med matematiske modeller for rensegrader
  - Implementeres i Krügers Hubgrade Sewer Performance system til rapportering af udledte stofmængder
 

Våde bassiner har længe været anset som BAT inden for rensning af regnvand, dog uden kontinuerlig overvågning af deres effektivitet.

I dag udleder regnvand betydelige mængder næringsstoffer og andre forurenende stoffer til recipient. Opgørelser og indberetninger af disse mængder baseres på standardværdier fra det oprindelige design. Disse standardværdier tager ikke højde for variationer i udledningen, som kan opstå på grund af ændringer i oplandet. Derfor kan de indberettede mængder afvige væsentligt fra den faktiske situation.

Nutidens og fremtidens udfordringer skaber et behov for alternative løsninger til de traditionelle våde bassiner. Dette skyldes dels pladsmangel i byområder, dels skærpede krav til rensning af regnvand. Derfor er der en stigende interesse for at udvikle og implementere nye, mere effektive og pladsbesparende metoder til håndtering og rensning af regnvand.

Projektet udføres i samarbejde med Forsyning Helsingør, IBF og Teknologisk Institut, og løber fra januar 2024 til december 2025.

Kontakt
Innovationschef
M: 30708664
E: [email protected]
Overløb
Et nyt projekt under Miljøteknologisk Udviklings- og Demonstrationsprogram (MUDP) skal bane vejen for, at vi med investering i datadrevne løsninger kan nedbringe overløbsmængderne og dermed miljøpåvirkningen på åer, søer og marine områder.