Krüger har været totalentreprenør på et stort Danida Sustainable Infrastructure Finance projekt i Zambia, hvor vi har leveret rent drikkevand og bedre sanitære forhold til 900.000 mennesker. Projektet er nu formelt afsluttet med en glad kunde og væsentligt forbedrede livsvilkår som resultat.
Ndola, Luanshya og Masaiti ligger i det nordlige Zambia. Her har beboerne haft store udfordringer med deres forsyningsanlæg, hvor de oplevede et kæmpe vandspild på 80-85% og kloakoverløb. Som konsekvens levede beboerne med oversvømmede veje og kloakvand, der trængte ind i deres huse, hvilket resulterede i både materielle skader og en betydelig sundhedsrisiko.
Danida Sustainable Infrastructure Finance (DSIF) lånefinansierede et projekt til at renovere anlæggene til drikkevand- og spildevandsforsyning. Målet var at rense langt bedre og sikre en solid forsyning af rent drikkevand til de tre byområder. Et andet vigtigt mål var at sikre videndeling, så de lokale selv kunne fortsætte driften, når projekt var afsluttet.
I den omfattende opgave renoverede og anlagde Krüger grundvandsboringer og råvandsindtag fra den lokale Kafubu River. Derudover renoverede og anlagde vi nye vandværker, ledningsnet og trykforøgere, ligesom vi renoverede og etablerede nye spildevandsbehandlingsanlæg.
Sidste underskrift er sat
Oktober 2021 blev sidste garantiforpligtelser frigivet fra kunden KWSC, Kafubu Water and Sanitation Company, og final verification report godkendt af DSIF, hvilket betyder, at projektet er afsluttet.
“Adgang til rent vand og gode sanitære forhold er vigtige forudsætninger for, at mennesker i udviklingslandene kan få ordentlige levevilkår. Derfor er denne type af projekter også helt i tråd med DSIF’s strategi, hvor vi kombinerer konkrete behov i udviklingslande med danske virksomheders ekspertise. I dette tilfælde har vi både fået skabt en bedre vandforsyning for 900.000 mennesker, sikret en god videndeling og etableret en langtidsholdbar kvalitetsløsning, hvilket er meget tilfredsstillende”, siger Tina Kollerup Hansen, Vice President, DSIF.
“Fra Krügers side glæder vi os over, at udsatte områder nu har adgang til rent vand og sanitet, som set med vores briller er helt afgørende for at opnå en bæredygtig lokal udvikling. Samtidig vil det betyde betydelige besparelser som følge af et mere hensigtsmæssigt ressourceforbrug. Så vi er rigtig stolte over endnu engang at have bidraget til en mere bæredygtig udvikling i form af vores kernekompetencer rent vand og adgang til sanitet, Det gode samarbejde med kunden og DSIF har været afgørende for projektets succes,” udtaler Leif Bentsen, Administrerende Direktør i Krüger.
Bæredygtig udvikling
Projektet bidrager positivt til flere af FN’s Verdensmål og vil således være med til at levere øget livskvalitet til beboerne i det nordlige Zambia. Dette er både helt i overensstemmelse med DSIF’s vision og arbejde med en målrettet indsats for FN’s Verdensmål og Krügers ambition om at bidrage til en bæredygtig udvikling i verden, hvilket er helt i tråd med, at Krüger i år blev certificeret i Verdensmålene af Bureau Veritas.
Nu hvor den sidste bil er kørt væk, er fokus på at få projektet til også at køre i fremtiden. Under hele forløbet foregik der en stor videndeling med lokale underentreprenører, da mange af dem aldrig havde deltaget i så stort et projekt før. Krüger gav dem derfor træning i at lægge ledninger, svejse, arbejde i beton og lave el.
Derudover blev de lokales kompetencer opgraderet, så de passede til de nye anlæg. Som underleverandører til Krüger leverede 3Vand (VandCenter Syd, Aarhus Vand og HOFOR) undervisere til projektet i Zambia. Undervisningen omfattede også planlægning af vedligehold og reservedelsstyring, ligesom forebyggende vedligehold var i fokus. På denne måde er det sikret, at anlæggene i lokalområdet driftes korrekt og fortsat fungerer, nu hvor projektet er afsluttet.
Deltagere i projektet
Bygherre var Kafubu Water and Sewerage Company understøttet med et lån fra DSIF. Undervejs i projektet var der ansat op til 100 zambianere i Krüger Zambia og mere end 1.000 lokale personer var ligeledes ansat via lokale underentreprenører. Projektet blev gennemført i samarbejde med blandt andet Krügers søsterselskab Veolia i South Africa.
Projektet omfattede:
Spildevand
- Fire skærvefilteranlæg
- Fem bassinanlæg
- Ni pumpestationer inkl. 50 pumper
- 30 km ledningsnet
Drikkevand
- 21 grundvandsboringer
- Seks vandværker
- Seks råvandspumpestatione inkl. 18 pumper
- Ni booster-stationer inkl. 24 pumper
- Otte rentvandspumpestationer inkl. 25 pumper
- 127 km ledningsnet