Renere toiletter på Roskilde Festival

De mange tusinde gæster på Roskilde Festivalen har fået markant forbedrede toiletfaciliteter. Vi har nemlig været med til at bygge en gigantisk mellemlagringstank og et snedigt rørsystem, der sikrer festivalgængerne renere toiletter.

Igennem mange år var toiletterne en af udfordringerne på Roskilde Festival. Lange køer, jævnlige besøg af slamsugere og dårlig lugt mødte de trængende festivalgæster. De tider er forbi.

I 2018 designede vi en mellemlagringstank for entreprenør Per Aarsleff A/S, der skal opsamle gæsternes urin og fækalier. På den måde slipper Roskilde Festivalen for, at toiletrester havner andre steder end i kloakken, når gæsterne trykker træk og slip.

En mio. liter øl ender i kloakken

Roskilde Festival har 130.000 gæster, der fordeler sig over 2.500.000 m2 – det svarer til 350 fodboldbaner. Når omkring en million liter øl og adskillige sandwich og burgere ryger indenbords i løbet af en festival, skal der en del den anden vej, og der skal tænkes stort.

"Vi har etableret en tank, der er større end de fleste gylletanke i landbruget", forklarer projektingeniør Peter Ley. Tanken, der er 6 meter dyb og 35 meter i diameter, kan rumme 4.500 m3 - det er en pænt stor tank. 

Forventningen er, at den store mellemlagringstank er tilstrækkeligt stor til at rumme Roskilde Festivalens behov. Hvis ikke er der plads til at etablere endnu en tank ved siden af.

Farvel til slamsugerne

Tidligere blev urin og fækalier samlet i beholdere, som jævnligt blev tømt af slamsugere, som kørte ind på festivalpladsen, sugede slammet op og fordelte det til de renseanlæg, der havde kapacitet til det, dvs. Bjergmarken Renseanlæg og Biofos via HTK Forsyning. Det er ikke længere nødvendigt. 

"Med den nye mellemlagringstank bliver tankens indhold pumpet til det lokale Bjergmarken Renseanlæg, når der er kapacitet på anlægget", fortæller projektleder Linda Jørgensen Valsted fra Aarsleff. 

Det forventes, at tanken er tømt i løbet af 21 dage efter, at festivalen er slut. 

Tanken fungerer på stort set samme måde som en gylletank, fortsætter hun. Den bliver omrørt ved hjælp af ejektorer, så fækalierne ikke bundfælder sig og gør det svært at tømme tanken. 

Opsamler også regnvand

Tanken kan holde i 50 år, og når den ikke er i brug på Roskilde Festival, kan den bruges til at opsamle regnvand ved kraftige regnskyl. På den måde har tanken en dobbelt miljø- og klimamæssig funktion, idet den dels sikrer, at fækalier havner i kloakken og ingen andre steder og dels sikrer, at regnvand bliver opsamlet, så der sker mindre belastning på vandløb og kloakker.
 

Afløb og regnvand
Københavns hovedpumpestation er placeret på Kløvermarksvej på Amager. Krüger står for designet af den nye pumpestation, der reelt består af to pumpestationer med en samlet kapacitet på 8,5 m3/s.
Afløb og regnvand
Jordens ressourcer skal behandles med omhu. Ved at implementere bæredygtige løsninger til sikker afledning af regn- og spildevand - baseret på grundige analyser - kan vi sammen sætte et positivt miljøaftryk.